GUEST POST: Camping i Fagaras. Vi klatrede Moldoveanu

Min ven, Claudiu Constantin, skrev:

Denne sidste weekend, har jeg ikke levet forgæves 🙂 Vi gik camping i bjergene med en plan til at bestige det højeste bjerg, Moldoveanu (2544).

Ruten vi valgte var den Bad Valley (Valea Rea). Fra byen Slatina (ingen relation til byen Stellenbosch) kørte vi omkring 40 km på en grusvej til hvad jeg tror kaldes “Burneis fårefold”, hvor vejen ender helt. Denne vej er ganske god, den blev repareret / restaureret sidste år med europæisk finansiering. Vi nåede enden af ​​vejen på fredag ​​aften kl 04:00 (!), Vi oprettet vores telte, vi tændte et bål, spiste noget, og vi forberedt vores senge til at forsøge at benytte os av noget søvn i mindst et par timer, indtil ordentlig daggry. Fordi vejen er godt indser du, at den er en vej rejste af mange mennesker der kunne lide at feste. Over floden fra hvor vi opholdt os var nogle støjende revellers, der var råben og jodlende på en folkemusik soundtrack. Men det var ok, vi var også træt at blive generet af vores søvn.

Lørdag morgen pakkede vi lys og startede op ad bakken. Ruten fra dalen, hvor vi var indtil Moldoveanu er ikke meget hård eller lang, og kan opnås på en enkelt dag. Vi formåede at nemt at bestige det i omkring 3-3,5 timer og kom ned i omkring den samme tidsramme. Du kan opnå en bedre tid, hvis tid, hvis du går med en livligere skridt. Stien begynder med en alvorligt stejl skråning, som ender i en bund. Derefter passer den videre langs “Iezerul Triangular” (“Trekantet Sø”), og strækker sig tilbage til “Vistei Gate” (Poarta Vistei). Hvis du er heldig nok til ikke at støde tåge, kan du, fra dette høje punkt, se hele Transsylvanien landet. Din ånde vil blive fanget kort, især da netop i denne særlige stedet blæser vinden voldsomt, plus især hvis tilfældigvis ser du ned på den anden side af højderyggen.

Længere henne, begynder en mere vanskelig, måske endda farlig vej, der fører mod toppen kaldet Viştea Mare (2527m), og derefter til den højeste top, Moldoveanu. Forsigtighed bør udvises, et øjebliks uopmærksomhed kan sende en slynge ud i rummet. Jeg troede mit hjerte ville eksplodere, når en fyr ved siden af ​​mig gled en smule og midlertidigt mistede balancen. Erfaren, formåede han at hurtigt genvinde den, men alle omkring lagt hændene på deres kister og gispede med skrækslagne overraskelse. Han tvang et smil, og sagde stille, meget stille og roligt “det er okay, jeg gled lidt […]”. Crazy mand, bange os alle til døden.

Efter et stykke tid endelig nået vi det magiske bjergtop. Vi var meget heldige, at når vi fik til toppen, var tågen helt væk, og sigtbarheten var så rart. Visionen skal virkelig ses af alle. Det er en af ​​de ting, du skal gøre, før du dør, du går på Moldoveanu og se alle derer at blive set, alle bjerge og dale og hele Transsylvanien. Alt dette land, der så mange angiveligt kæmpet for over tid, og som vi nu spotter eller ignorerer, med vores nuvarende fokus på smålige og ubetydelige ting. Så mange, der har krydset Karpaterne at genforene os med en anden, eller at genvinde, hvad det er virkelig vores. Så mange, der har udholdt modgang med tanken til os fra deres fremtiden, os fyre, der er for dovne til at rekonstruere veje og bygværker, og indser, at vi har så mange ting uden selv fortjener dem … men om det måske en anden gang.

Udsigten er, som jeg sagde, fantastisk. Jeg stod der omkring 20-30 minutter, derefter topen blev overfyldt. Vi tog nogle billeder og begyndte ned ad bakken på den samme vej. Inden for et par timer var vi igen tilbage ned i nærheden af ​​bilen. Vi har oprettet igen vores telter og sov en velfortjent søvn.

Den næste dag var søndag. Jeg vågnede selv på 9, en tid, som jeg ikke kan sove mere end på nogen måde, nogensinde. Drengene sov stadig, og gav ingen tegn på, at de ønskede at stå tidligt op, så jeg sagde til mig selv Udfordre accepteret, og planlagde at gå på den vej, vi ankom før, og troede, at de ville i sidste ende hamle op med mig, når de besluttede at våkne op nogen tid senere. Jeg vidste, at dette ville tage flere timer, så jeg havde tid nok til at gå, for at sightsee, at marchere. Og jeg gik, sprudlende og støvede vej flankeret af bjerge og deres skove, og derefter af bakker og deres skove, langs Raul Doamnei (Damens Floden) med en vand så klart, som jeg aldrig har set før. Og jeg gik og jeg tog billeder, og jeg stoppede for pauser, og jeg spiste et æble og en småkage, og jeg fyldet mig med vand, og så videre. Tiden fløj forbi som en fugl, og det gjorde 7 timers gå næsten uafbrudt. Mine såler begyndte at stikke, mine ben at spjæt, men min energi var langt fra at blive udtømt. Og så opsummerede jeg op nogle tredve kilometer langs Bad Valley, fra op tæt ved slutningen af ​​vejen ned til denne by, Slatina. Det var den længste tur jeg nogensinde har gjort, jeg er så stolt af det, og kan ikke vente med at slå denne rekord: D Du kan ikke slå den følelse af tilfredshed, når man ser på kortet over Rumænien på en monitor, og vide, at du formået at snuble på tværs af en synlig tomme af det i et enkelt stræk!

Mod aften tog med mig de andre, og vi drønede tilbage mod hovedstaden. Hjemme igen, spiste jeg et varmt måltid (som jeg havde savnet) og jeg fik nogle gode hvile. Det var smukt, jeg elskede det og kan ikke vente med at gentage oplevelsen. Der er så mange steder, at se og så mange smukke stier til at rejse, alt for dårligt der er aldrig tid nok, og jeg er bundet til hovedstaden som så mange andre, der ikke har tid til at gøre, hvad de vil. Måske i en fjern fremtid vil jeg genvinde min frihed, og vil være i stand til at gå op ad bjerget så mange gange som jeg ønsker. Mindst, håber jeg 🙂